Et dedikert

Manden kigger op på sin kone. Hun er så sød, så god, så varm.
Hun kigger mod ham, smiler af det siste hun har.
Rynkerne i hendes ansigt forteller at hun har levd et liv hun er fornøyd med.
De forteller lige det, når de kigger på hendes mand og smiler.

Han griber hendes hånd. Han griber fat i det kæreste han har. Han griber fat i hendes ånd og husker at han aldri har gemt seg.
Hun griber fat i en mand der skal lære seg noget nyt. Hun griber fat i et øyeblik som gør hende ny.

De drikker kaffe hver morgen, inde på køkkenet, med vinduet åbnet. Det er hende der serverer kaffe, det er han der skænkede koppen halvveis fuld. Han setter fram en ulovlig kage, den kagen der lægerne skriger af, uden at kigge på hende. Hun registrerer hans performance og smiler - igen. Også spiser de kage i en stillhed med for mange ord.

Denne morgenen er der ingen kaffe. Manden rejser seg op, kigger ud i stuen. Han løfter armene op til ansigtet, gemmer seg.
Han beveger seg med sakte skridt ind på køkkenet mod vinduet. Han lukker det, men åbner det op igen. Bordet er dækket for to, en kage står framme, men der er ingen kaffe.

Hun presser hånden hans, hun vil ikke mere. Det regner ude, ikke hårdt, men mykt, tæt, det regner i hele verden i dag. I hende regner det, i hende kysses det. Han presser hendes hånd, det er ikke godt nok. Han holder godt i hendes hånd med begge sine to. Det er ikke godt nok. Hun lukker øjnene, stormen er synliggør seg selv idet tårer render ned fra hendes kinn.

En tåre renner ned fra hans kinn. Han kigger på seg selv i spejlet i gangen. Han ser rigtigt smuk ud. Han retter på sitt slips, det flotteste slipset på den flotteste mand. En mand der en gang fortjente en dans og fik den flotteste kvinde i sine armer.

Men nu slipper hun ham.

Han forlader eres lejlighed, ud på gaden, nedover, forbi. Han går i flere timer, hans dress er gennomblød, han bløder. Han har behov for at stoppe og trekke pusten, og idet han trekker pusten, holder han for sit hjerte. Han glipper hendes hånd, finder hendes krop. Der er havet, der er ingen mennesker, der er skjær, der er ingen kaffe.

Han trekker pusten igen, han skal afleveres. Op kigger han, retter på det flotteste slipset, lukker øjnene og lar havet tage imod.